Hjemmesiden – 10 gode råd til dit online udstillingsvindue

Ifølge Danmarks Statistik bruger over 84% af danskerne mellem 16 og 74 år bruger internettet dagligt – i alderen 16-44 er det over 92%, der søger dagligt. Håndværksrådet har desuden fundet frem til at hele 88 % af alle SMV har egen hjemmeside, og over 50 % af de adspurgte firmaer mente at hjemmesiden havde skaffet virksomheden flere kunder. Som nystartet selvstændig er det derfor oplagt at starte med at bygge dit eget online udstillingsvindue, som du kan henvise til i din markedsføring. Men hvor nemt er det, og hvad er vigtigst? 

Der findes efterhånden så mange gode værktøjer på nettet i dag, at de fleste med lidt flid og udholdenhed, sagtens selv kan lave en hjemmeside – men en GOD hjemmeside er derimod ikke helt så nemt at lave. Selvom jeg  er ekspert i marketing, og jeg ved hvordan man teknisk set laver hjemmesider, så er det faktisk ret svært at lave en god hjemmeside.

Så medmindre, du virkelig synes det er sjovt selv at bruge rigtig mange timer på at udvikle din egen hjemmeside, så kan det klart anbefales at få hjælp fra en professionel.

Uanset om du får professionel hjælp eller selv går i gang, så er der dog 10 ting, du bør vide, hvis du vil være sikker på at dit udstillingsvindue står kniv skarpt:

  1. Find ud af hvem din målgruppe er, og sørg for at alt du skriver henvender sig til denne målgruppe. Skal det være kort og præcist eller langt og uddybende. Skal der være tilbud, nyhedsbreve, produktspecifikationer, bookingsystem mv.
  2. Udpeg den ene ting, der er afgørende for at din målgruppe får lyst til at kontakte dig. Kommuniker denne ene ting, igen og igen. Det kan fx være Book et møde, test din …., bestil en prøve etc.
  3. Start med at lave en overordnet struktur på siden, inden du går i gang med at bygge siden. Som regel findes på niveau 1 som minimum: Forside/Hjem, Produkter/services, Om virksomheden og Kontakt.
  4. Husk Kontaktoplysninger – gerne så mange steder som muligt. Navn, adresse, telefon, mail, åbningstider. Gør det så nemt som muligt for kunden at få kontakt – dvs. undgå at de skal udfylde flere felter end aller højst nødvendigt for at kunne starte en god dialog på telefonen.
  5. Vælg et domæne, der relaterer sig til dit firmanavn, og det du sælger. Men helst ikke for langt.
  6. Sørg for at siden er så SEO-optimeret som muligt (netop dette er en primær årsag til, at du bør få hjælp fra en ekspert)
  7. Husk billeder og hvis muligt videoer – især på de første niveauer i navigationen. Hjemmesider bliver hurtigt meget teksttunge og kedelige. Længere nede i navigationen kan du sagtens have mere teksttunge sider, da det som oftest vil være kunder, der netop søger viden og information, der går ned til niveau 3. Desuden tæller billeder og videoer højt, når søgemaskiner skal indeksere relevansen af din side.
  8. Mobiltilpas din hjemmeside. 35% af al internet trafik foretages i dag fra en tablet eller smartphone og tallet er eksplosivt stigende.
  9. Hold den opdateret løbende – med up to date indhold og ny information. Lav fx et nyhedsarkiv eller en blog. Det gør siden interessant at besøge oftere, og sørger for at du ikke bliver glemt af Google og andre søgemaskiner. Hvor ofte du bør opdatere er svært at sige, men du bør minimum opdatere den 2 gange om måneden.
  10. Lav så vidt muligt eksterne og interne links til fx firmaets Facebook-side, til download af produktløsblade, måske pressemateriale, billeder og lignende. Links øger også chancen for at blive fundet ”øverst” på Google.

5 fornuftige grunde til at netværke og en rigtig god grund, der overgår alle de andre

Alle taler om det – og jeg kan da også godt se, at det da er meget smart at have et stort netværk, hvis man en dag skulle få brug for et nyt job eller brug for hjælp. Jeg har bare aldrig rigtig forstået, hvordan andre fik tid til det. Nu tror jeg, jeg kender svaret. 

De ægte networkere TAGER sig simpelthen tid til det. Ikke kun fordi det virker i forhold til at få nyt job eller nye kunder, men fordi det faktisk er super sjovt,  du lærer en masse nyt og du bliver i rigtig godt humør.

Jeg er en af dem, der altid har og altid vil sætte meget stor pris på effektivitet og produktivitet. Så transport og kaffesnak for netværkets skyld har aldrig rigtigt være prioriteret. Og hvilken skam!

Den sidste måned har jeg brugt en del tid på at netværke med nogle af de fantastiske mennesker, jeg har mødt på min vej, men som tiden (og min egen evige jagt på effektivitet) ikke har tilladt at holde løbende dialog med.  Først var tanken med at kontakte netværket egentlig mest ønsket om at få lidt sparring og evt. mulige kundekontakter. Men allerede efter første møde, mærkede jeg glæden og den fornyede energi ved at møde andre og se verden fra en helt anden vinkel.

Der er kun én god grund til at netværke – alle de andre grunde kan prioriteres og nedprioriteres

Der er masser af fornuftige grunde til at netværke – men der er efter min mening kun en rigtig god grund, og som derfor gør, at tiden til at netværke bør prioriteres over alt andet:

Den eneste GODE grund til at netværke er:

  1. FOR AT GØRE DIG SELV EN TJENESTE! Det er sjovt, du bliver i godt humør og det skaber positiv forandring og glæde i en ofte travl og mindre inspirerende hverdag. Du bliver klogere på dig selv og hvad der gør dig glad. Du hjælper andre, og det gør dig endnu gladere…

5 FORNUFTIGE til grunde til hvorfor du også bør netværke:

  1. Du får uvurderlig feedback – som du aldrig selv ville have regnet ud!
  2. Du lærer en masse nyt om den hverdag andre arbejder i – andre jobs, andre brancher, andre kulturer – viden du kan bruge i den salgsdialog med lignende jobs, brancher etc.
  3. Du møder nye mennesker, du ellers aldrig ville have mødt og dermed nye muligheder for forretning, fordi dit netværk henviser dig til andre kontakter
  4. Du kommer nye steder hen, og opdager derfor virksomheder og forretningsmuligheder du ellers ikke ville kende til
  5. Chancen for at du er på rette sted til rette tid er større, hvis andre kender til dig og din virksomhed og kan advicere elller henvise dig

Efter min mening skal du ikke netværke blot af hensyn til dit job og din karriere. Det vil bare virke som en ekstra opgave i en allerede overbebyrdet hverdag. Du skal netværke, fordi det giver så meget mere igen til hele dit liv.

Det lyder måske filosofisk, men faktum er, at rigtig mange af os går rundt og brokker os over vores job, og over at vi har alt for travlt. Jo mere vi laver, desto mere arbejde får vi. Vi er i en ond spiral, og den eneste vej ud er at finde et nyt job, en ny kæreste, et nyt sted at bo. Har du gjort det længe nok, finder du ud af, at du ender samme sted igen. Når du møder nye mennesker eller mødes med tidligere bekendte, der er gået en anden vej end dig, så vil du til gengæld aldrig ende samme sted, for der er altid en ny historie og en ny overraskelse i vente – og det er alt andet lige noget nemmere og mindre tidskrævende end at skulle skifte job, finde ny kæreste eller flytte bopæl.

Som en sidegevinst er det samtidig noget sjovere at netværke for at finde nye kunder, end at skulle ringe kold canvas fra morgen til aften. Og på den lange sigt er det helt sikkert også mere effektivt. Det følger jeg op på, når jeg har netværket et par måneder mere J.