Det er nu, der skal eksekveres!

Kender du det – du er lige kommet tilbage fra sommerferie, men det føles som om, du bare er bagud fra start?

Min erfaring er, at de fleste af os pludselig får meget travlt lige efter sommerferien.  Uden at vi har opdaget det, er mere end halvdelen af året gået, og salgsmål for resten af året skal for manges vedkommende nåes, inden julemånederne starter, dvs. inden for de næste 3 mdr.!

Det er derfor også netop nu, at ledelsen, salgsafdelinger og de produktansvarlige gerne vil have gang i en masse marketingaktiviteter hurtigst muligt.

Desværre er der jo i marketing, ligesom i alle andre eksekverende afdelinger, begrænsede ressourcer.

Arbejder du med marketing, har du derfor brug for en effektiv metode til at afgøre, hvilke aktiviteter du skal prioritere.

Og du har brug for at samarbejde med resten af organisationen eller samarbejdspartnere omkring prioriteringen af indsatser, så du ikke ender med at forsøge at tilfredsstille alles ønsker og dermed lave en masse opgaver halvt, som i sidste ende ikke fører til noget.

5 RÅD TIL EFFEKTIV PRIORITERING AF MARKEDSFØRINGSAKTIVITETER

Her er 5 gode råd til, hvordan du sikrer dig, at de markedsføringsaktiviteter, du gennemfører, giver mest mulig værdi for forretningen, og hvordan du samtidig sikrer dig, at du ikke drukner i opgaver, du kun kan løse halvt.

  • FOKUSER PÅ VIRKSOMHEDENS STRATEGISKE MÅL

    Det er ikke altid de personer i salgs- eller produktafdelingen, der råber højst, som nødvendigvis har overvejet, hvad der giver mest værdi for din virksomhed – og ikke mindst for kunderne.

    Så inden du går igang med at eksekvere på din lange liste af markedsføringsopgaver, så prioriter opgaverne ift. til, hvilken værdi de har for virksomheden, og som det timingmæssigt er vigtigst at tage dig af med det samme.

    1. Find ud af, hvad der er virksomhedens vigtigste mål/største udfordringer – her og nu og på længere sigt. Er der fokus på at få nye kunder ind, eller er det at fastholde de eksisterende kunder? Eller er der særlige sæsonbetingede muligheder, som bør udnyttes?
    2. Overvej hvordan understøtter marketing bedst disse mål?
  • BRUG DINE ERFARINGER FRA TIDLIGERE MARKETING AKTIVITETER


    Hvilke marketingaktiviteter har virket tidligere, og kan der gøres noget for at få endnu større udbytte ud af dem? Når du ved, hvad de enkelte aktiviteter bidrager til forretningen, så kan du også bedre argumentere for og imod, hvilke aktiviteter du mener skal gennemføres, og hvilke du vælger at nedprioritere.

    Eksempel:

    Hvis den messe, I ellers altid har deltaget på, ikke bidrager til bedre kundeoplevelse, øget salg eller til at nå andre af virksomhedens strategiske mål, så er det måske tid til at bruge tid og penge på noget andet, der giver mere værdi for forretningen?
    Læs mere om hvordan du vurderer hvad din marketing er værd her ->

  • PRIORITER VÆRDI FOR KUNDEN

    Tænk i værdi for kunden. Jo mere værdi for kunden, desto mere køber kunden og desto mere værdi giver det for virksomheden.

    Eksempel:

    Skal du vælge mellem at deltage på en messe eller køre en facebook-kampagne, men du ved, at du kun har tid til at gennemføre én af aktiviteterne, så overvej, hvilken aktivitet der når ud til flest kunder og skaber flest kundekontakter. Du er selvfølgelig også nødt til at overveje, hvor meget tid hver enkelt aktivitet kræver, og hvad de koster.

    Pointen er, at du ikke bare går igang med begge, men laver en velovervejet beslutning omkring indsats og forventet afkast.

  • SYNLIGGØR DIN PLAN INTERNT

    I vores iver efter at eksekvere på en masse, glemmer vi i marketing ofte at fortælle resten af organisationen, hvad vi rent faktisk laver. Og her taler jeg ikke om de sædvanlige infomails, vi udsender.  Det er nemlig de færreste, der når at læse infomails i dag.

    Gør i stedet dig selv den tjeneste at tage et møde med de forskellige interessenter og forklar dem, hvilke aktiviteter du har valgt at prioritere, samt hvorfor og hvornår de gennemføres.

    Du vil opdage, at dine kollegaer ikke har behov for selv at opfinde alle mulige marketingaktiviteter, når de ser, du har en velovervejet plan.

  • FORVENTNINGSAFTEM MED LEDELSEN

    Det er altid en rigtig god idé at have afstemt dine prioriteringer med ledelsen.

    Hvis ledelsen har sagt ok til, hvilke aktiviteter du har prioriteret, og hvilke du har nedprioriteret, så ved du også at din prioritering er rigtig. Det giver både selvtillid og skaber arbejdsro, fordi det minimerer risikoen for, at du pludselig skal til at lave en helt ny plan.