Er CEO’s på de sociale medier?

Det spørgsmål blev jeg forleden stillet af en kunde. Mit svar var, at det er de sandsynligvis ikke, men at det er deres rådgivere. Men er CEO’s rent faktisk kommet på de sociale medier, og hvis ja, hvorhenne?

Jeg satte mig for at finde nogle svar på nettet. Men til min overraskende står der forbløffende lidt omkring emnet i forhold til mange andre temaer omkring marketing og de sociale medier.

Det lykkes mig dog alligevel at finde et par interessante resultater. En rapport fra CEO.com, september 2014, lavet blandt Fortune 500 CEO’s, viste bl.a. at:

  • 68% af Fortune 500 CEO’s slet ikke er på de sociale medier
  • Af de resterende 32%, der er på de sociale medier, er 2/3 kun på én platform
  • 74% af de CEO’s, der var på en enkelte platform, var på LinkedIn
  • Kun godt 8% var på hhv. Tweeter og Facebook (tallet er formodentlig langt lavere i Danmark, hvor Tweeter aldrig rigtig er slået igennem)
  • Den store overraskelse var at der er flere Fortune 500 CEO’s på Instagram end på Google+

Hvad bruger CEO de sociale medier til?

Rapporten fortæller ikke noget om, hvad CEO’s så rent faktisk bruger de sociale medier til, og hvor stor indflydelse de har på CEO’s beslutningsprocesser. Langt de fleste er på de sociale medier for at promovere egen virksomhed, og for at kunne følge med i hvad deres vigtigste stakeholders ”taler” om.

International Data Corporation (IDC) lavede i foråret 2014 en undersøgelse om “Social Buying”, der konkluderede at 75 % af B2B virksomheder i Nordamerika og hele 84 % af C-level (vice president executives) bruger sociale medier til at underbygge deres beslutninger.

Begge ovennævnte undersøgelser er relativt store. Men de bygger primært på amerikanske virksomheders brug af de sociale medier. Derfor kan det også undre, at de ikke helt er enige omkring omfanget af C-levels brug af de sociale medier.

Er Facebook og Tweeter relevant?

Grundlæggende er synlighed jo synlighed, uanset i hvilken kontekst det er. Så hvis man kan få gratis synlighed på Facebook og Tweeter, så er det vel godt, eller?

Min holdning er, at gratis synlighed kan være rigtig fint, forudsat at det altså rent faktisk er gratis, og at du ikke risikerer at sende de forkerte budskaber til kunderne (fx i forhold til dine privatprodukter massivt kommunikere ”billigt, fordi du gør-det-selv”, hvis dine erhvervsprodukter netop adskiller sig ved at have høj service).

Men nu er de sociale medier rent faktisk ikke gratis. Det koster tid at lave relevant content, der skaber engagement – ja faktiskkan det koste rigtig meget tid. Og tid er som bekendt lig med penge. Samtidig afhænger synligheden af, om nogen overhovedet gider dele dit indhold med andre, så dit budskab bliver spredt.

Derfor vil jeg anbefale, at man kun overvejer at bruge sociale medier, hvis det rent faktisk er muligt at skaffe nok relevant indhold, og hvis der er en god sandsynlighed for, at du vil blive set af dine potentielle kunder.

Er sociale medier relevant for din markedsføring?

Her er 2 metoder, jeg selv bruger, til at vurdere, om I skal bruge ressourcer på de sociale medier som ny markedsføringskanal:

  1. Lav en stikprøve. Udvælg 10-30 navngivne beslutningstagere i dit kundesegment. Søg efter dem på Linkedin, Facebook og Tweeter. Er de der, og er de aktive? Aktivitetsniveauet kan hurtigst ses ved at tjekke antallet af ”Følger”, ”Følgere” og ””Forbindelser”. Er der flere end 500 følgere/forbindelser, så bruger vedkommende sandsynligvis den pågældende plafform aktivt.
  2. Spørg dine nuværende kunder om hvordan de bruger de sociale medier. Bruger de selv de sociale medier til at holde sig opdaterede, eller bruger de i højere grad ekspertrådgivning. Hvis sidstnævnte er tilfældet, er det værd at gå til punkt 1 igen, denne gang på navngivne influenter/rådgivere.

Forhåbentlig kommer der en ny rapport fra CEO.com i september 2015, så vi kan blive klogere på CEO’s brug af de sociale medier.