HVOR OFTE SKAL DU POSTE PÅ DE SOCIALE MEDIER ELLER SENDE MAILS TIL DINE KUNDER?

Ifølge statistikkerne er der noget, der tyder på, at der er en positiv sammenhæng mellem antallet af posts/e-mail udsendelse og vækst i salget – både når det gælder social medier (kilde) og e-mail-marketing (kilde).

Flere eksperter opfordrer os derfor til at oplægge post eller sende mails nærmest dagligt…..men naturligvis kun hvis vi har nok relevant indhold.

HVAD ER VIGTIGT – FREKVENS ELLER KVALITET?

Det får mig til at stille spørgsmålet ”hvad er vigtigst – frekvens eller indhold?” Og hvor meget er for meget eller for lidt? Svaret afhænger vel af, hvem man er, og hvad man vurderer er kvalitet?

Min personlige holdning er, at hvis jeg skal lave kvalitet hver gang, så kan det ikke gøres på 15 minutter, som mange ellers siger det tager at poste noget hver dag. Og hvis jeg skal bruge mere tid, så skal jeg tage det fra dialogen med mine kunder. Så hvad gør jeg?

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, ville jeg selv gide læse og dele denne post eller e-mail? Er det relevant for mine kunder? Hjælper jeg overhovedet nogen ved at skrive om de spørgsmål, jeg tilfældigvis selv synes har været interessante at finde svar på gennem de 15 års erfaring med salg og marketing?

Og bidrager jeg med noget, der ikke står på nettet i forvejen, eller kunden ikke allerede ved?

HVORDAN VED DU, HVAD DER ER GOD KVALITET?

Jeg rammer ikke altid rigtig – også selvom jeg har prøvet det mange gange før. Til gengæld bliver jeg konstant lidt klogere, takket været læsernes respons på mine posts – eller måske snarere mangel på samme.

Her er en guide til, hvordan du vurderer kvaliteten og effektiviteten af dine LinkedIn posts (samme logik kan bruges ved e-mail-marketing):

  1. Hvor mange ”liker”, deler og kommenterer? De informationer fortæller mig om:
    • Indholdet er relevant
    • Timingen er god, dvs. om ugedagen og tidspunkt på dagen er optimal
  2. Hvor mange klikker videre til min BLOG for at læse hele artiklen? Det fortæller mig om:
    • Du er interesseret i at vide mere
    • Jeg har formuleret mit opslag, så det er interessant nok at læse hele artiklen
  3. Hvor mange vælger at udfylde kontaktformular på mit website? Det er vigtigt at vide, fordi det:
    • Fortæller mig om det indhold, jeg poster, reelt fanger potentielle kunder. Måske er det for ”nørdet” og kun relevant for mine kollegaer i branchen.
    • Giver mig en idé om, hvorvidt min call-to-action på min hjemmeside er klar nok og motiverer  potentielle kunder til at kontakte mig.

Måske tænker du nu, at med 15 års erfaring med marketing, så burde jeg på forhånd vide, hvad der virker. Desværre er den tid forbi, hvor du kan regne med, at det, der virkede i går, også virker i dag. Udviklingen af nye online kommunikationsplatforme går hurtigt og brugerne bliver bedre og bedre til at bruge de nye platforme. Samtidig ændrer kundernes adfærd og prioritering sig.

Når det er sagt, så er chancerne for at ramme plet første gang naturligvis væsentlig højere, når du konstant tester og udfordrer nye måder at kommunikere på. Så prøv dig frem, men sørg for at det ikke tager overhånd, så du altid sørger for at det er dine kunder og din forretning, der er i fokus.