MARKETING TRENDS 2016 – PART I

Næste års trends har aldrig været mere relevante at tale om end i år.

Det eneste, vi kan være helt sikre på i 2016, er, at det der virkede i år, sandsynligvis ikke nødvendigvis virker til næste år. Udviklingen går simpelthen så hurtig, og det er umuligt for de fleste at følge med i alle de småtrends, der findes inden for markedsføringsdisciplinen lige nu.

Alle ved dog, at udviklingen går imod mere digitalisering, og at sociale medier og video er i så stærk fremgang, at de fleste virksomheder formodentlig er kommet med på vognen i et eller andet omfang inden udgangen af 2016.

Men hvad tror vi bliver de helt store megatrends, der kommer til at påvirke den måde, virksomheder markedsfører sig på til næste år?

TREND 1:
Den kreative marketingafdeling dør!

Den traditionelle marketingafdeling, bestående udelukkende af kampagneansvarlige, marketingkoordinatorer og kreative medarbejdere, der eksekverer på ledelsen strategier og salgsafdelingens, er døende.

Ordet marketing, og især reklame og annoncering, har efterhånden så negativ en klang i mange topledelser, at afdelingen i sin nuværende form bliver nedlagt og gendannet som et bredere fagområde bestående af både produktudvikling, proceseksperter, analysefolk og kreative under samme afdeling.

Mange store virksomheder har allerede oprettet såkaldte CEM (Customer Experience Management) -afdelinger eller -funktioner, som dog primært beskæftiger sig med processer og kundekommunikation.

Fremtidens marketingafdeling skal dels kunne håndtere og koordinere alle facetter i marketing mixet, dvs. alle Kotlers 7 P’ere (Product, Place, Price, Promotion, People, Process & Psysical Environment), dels selv kunne skabe og styre store mængder content hver dag på mange forskellige platforme.

Det betyder også, at virksomheder i højere grad vil insource de opgaver, der genererer kundeindsigt, fx dialogmarkedsføring, håndtering af SoMe, SEO/SEM mv.

Udfordringen for virksomhederne vil blive at finde kvalificerede medarbejdere og få skabt processer og motivationssystemer, der sikrer den ønskede effektivisering og forbedring af kundeoplevelsen.

Forslag til, hvad du kan bruge næste års megatrends til?

På kort bane vil denne megatrend primært vedrøre de store virksomheder, fordi det er dem der har marketingafdelinger større end 1-2 medarbejdere.

Langt de fleste små og mellemstore virksomheder har som oftest ikke en dedikeret marketingfunktion, eller også er marketingafdelingen en one-man-army, der skal kunne lidt af det hele, men mest af alt koordinere og vedligeholde websites, salgsmaterialer og selv stå for udvikling af mindre kampagner.

Da langt størstedelen af virksomheder i Danmark er mindre og mellemstore virksomheder, så gælder det for dem om at udnytte, at de store virksomheder pt. kommer til at skulle omorganisere og opbygge nye afdelinger og processer, hvor de vil miste momentum i både synlighed og kundepleje.

Og det skal udnyttes! Både på hjemmemarkedet og i udlandet.

Brug tiden mens de store omstrukturerer til at:

  • Gå målrettet efter de kunder, som I gerne vil ”lege” med, men som tidligere har ligget omringet af en mur af store leverandører. De store kan ikke give kunderne den samme fokus og nærvær som mindre virksomheder kan.
  • Test de mange markedsføringsværktøjer af, som tidligere kun var de store virksomheders privilegium, men som på grund af internettet nu ofte er næsten gratis, fx MailChimp e-mail-marketing, SurveyMonkey online surveys……
  • Test af om online markedsføring, sociale medier, video-marketing, virker for jer i forhold til at blive set, hørt og ikke mindst påvirke adfærden blandt jeres målgrupper.
    Det giver jer et vigtigt forspring i forhold til at forstå, hvad netop jeres virksomhed kan bruge de nye kommunikationsplatforme og -medier til.

    Når først de store virksomheder for alvor har fundet formen og begynder at komme i omdrejninger igen, så kommer der så meget støj på de online platforme, at det bliver for dyrt at trænge igennem og få disse vigtige erfaringer.

For de store virksomheder gælder det derimod at få gjort op med den sædvanlige inside out tankegang og i stedet blive naturligt kundecentrerede – og bedre til at tænke og tage ansvar på tværs af værdikæden frem for at arbejde i siloer.

Ledelsen er nødt til at forandre kulturen i de store virksomheden. Det sker desværre ikke ved blot at slå nogle andre streger i et organisationsdiagram. Det kræver ændring af rutiner, nye belønningsmodeller og ny forståelse fra medarbejdernes side til, hvad de konkret skal gøre anderledes. Og endelig kræver det træning, træning og træning – i at gøre noget andet end det man plejer.

Forudsætning for at få værdi ud af markedsføringskronerne…

Inden I, som mindre eller mellemstor virksomhed, går i gang med at teste nye salgs- og markedsføringsmuligheder af, så sørg lige for at have en plan for, hvem det er I henvender jer til, og hvad det er I vil have målgruppen til at gøre (ringe, downloade demo, købe, booke et møde etc.).

Hver markedsføringskanal, -medie og -aktivitet har sine fordele og ulemper. Så lad være med at bruge tid og penge på noget, der ikke bidrager til at nå jeres mål. Vil du fx have en potentiel kunde til at ringe dig op, så er bannerannoncering ikke den rette løsning. Overvej i stedet søgeordsbaseret mobilannoncering – på mobilen er kunden kun et klik fra en opringning. Har du derimod en online demo til pc, så vil målrettet bannerannoncering være mere relevant.

Når du begynder at eksekvere, så følg op på om det har den effekt, du troede det ville have. Det giver dig mulighed for at gøre mere af det der virker, og mindre af det der ikke virker!