Godt nyt for alle, der savner mere indsigt om kunderne

I en tid, hvor kundeindsigt er vigtig for både at kunne skaffe nye kunder og fastholde de eksisterende, er det en rigtig god idé at bruge den viden, du gratis kan få via Google Analytics.

Alle, der har en hjemmeside, kan ganske gratis bruge Google Analytics til at følge, hvad det er kunderne interesserer sig for på hjemmesiden, og hvornår de gør det.

Indtil nu har det dog krævet, at du havde lyst til at bruge en del tid på at sætte dig ind i, hvordan Google Analytics fungerer.

Nu er der godt nyt til alle ikke-eksperter

Google Analytics har nemlig i løbet af sommeren lavet et ”nyt” forside dashboard, der helt automatisk giver dig et visuelt overblik over de vigtigste data – så alle kan forstå dem.

Selve grafikkerne er faktisk de samme, som du allerede har kunne se i mobilversionen.

På pc har du derimod selv skulle navigere rundt i data og selv tilpasse de dashboard, du gerne ville se. Det kan du såmen stadig, men har du ikke lyst til at bruge rigtig meget tid på at sætte dig ind i hele Google Analytics opbygning, så er der altså nu denne meget brugervenlige genvej, som ligger klar på forsiden.

Hvilke kundeindsigter har du hurtig adgang til?

De brugervenlige grafikker på forsiden giver svar på spørgsmål som fx:

    • Hvornår er det egentlig, dine brugere besøger din website (ugedag og klokkeslæt)?
    • Hvad er tendensen i udviklingen af trafik målt på gennemsnitligt antal besøgende over de sidste par dage, uger, eller måneder?
    • Hvordan har brugerne fundet frem til dit website (direkte søgning på fx Google, via søgeordsannoncer, fra de sociale medier eller ved at taste din webadresse direkte i webbrowseren)?
    • Hvor kommer brugerne fra (fx geografisk og fra hhv. pc, tablet eller mobil)?
    • Hvor god er du til at få dine kunderne til at komme igen efter 1 uge, 3 uger, 6 uger eller 3 mdr.?
    • Hvilke sider besøger dine brugere?

Du skal ikke gøre noget, de nye dashboard ligger klar med det samme. Det eneste, du skal gøre, er sådan set at bruge 1-2 timer på at blive fortrolige med de forskellige grafikker.

I en tid, hvor kundeindsigt er et vigtigt konkurrenceparameter, kan det derfor klart anbefales, at du hurtigst muligt beder din webadministrator om at få adgang til Google Analytics til dit website. Det eneste du behøver er en gmail-adresse, som du kan oprette helt gratis. Herefter skal din webadministrator bare give dig adgang.

Har du ikke en Google Tracking kode på dit website?

For at kunne bruge Google Analytics er det selvfølgelig nødvendigt, at der er installeret Google Analytics trackingkode på dit website. Google Analytics kræver nemlig, at der installeres en kode i ”roden” af alle sider på dit website, så Google kan se, hvilke sider den skal tracke.

Hvis sitet er lavet og administreret af en webkyndig, er Google trackingkoden normalt allerede oplagt på dit website.

Har du selv lavet websitet, eller ligger der af en eller anden grund ikke en Google trackingkode på dit site i dag, så få fat i en der kan hjælpe dig med at få det installeret. Alternativt kan du her se, hvordan du selv sætter det op: https://support.google.com/analytics/answer/1008015?hl=en