Trends 2017: Salg og markedsføring

Rigtig godt nytår. Jeg håber, du er kommet rigtig godt i gang med det nye år 🙂

Det er jo aldrig helt til at vide, hvad et nyt år bringer, men det er altid godt at være lidt på forkant med, hvad der bliver de store trends.

2016 er bl.a. blevet kåret som året, hvor antallet af falske nyheder ifm. det amerikanske præsidentvalg oversteg antallet af rigtige nyheder. Et af de helt store debatområder i 2017 bliver derfor med garanti udfordringen med, at vi ikke længere har tid til at forholde os kritisk til alle de informationer, vi bliver eksponeret for dagligt.

Men hvad bliver tendenserne inden for salg og markedsføring?

Lige nu er tendensen, at effekten af kold canvas i salgsafdelingen og ”massekommunikation” (fx tv-reklamer og helsides dagbladsannoncer) fra marketingafdelingen er stødt faldende, fordi mængden af information nu er så overvældende, at vi automatisk frasorterer al information, der ikke er målrettet vores konkrete interesser og behov her og nu.

Allerede i 2016 så vi, at interessen for at forstå kunderejsen steg – og i 2017 er jeg overbevidst om, at kunderejsen bliver et af årets vigtigste temaer inden for salg og markedsføring. Grundlæggende handler det om at kunne placere relevant information på rette tid og på rette sted ift. kundernes købsproces.

Salgsorganisationer i de større virksomheder er allerede begyndt at kommunikere med kunderne via 1-1 relationer på de sociale medier i et forsøg på at opbygge en tættere relation til kunderne og dermed også kunne følge dem på de sociale medier i stedet for at ringe kold canvas (se fx artiklen “Farvel kold canvas og goddag social selling”).

Marketingafdelingen forsøger samtidig at skabe relevans for den enkelte kunde via bl.a. trigger baseret e-mail marketing og content marketing på sociale medier.

Succeskriterier 2017

De virksomheder, der lykkes med at få værdi af deres salgs- og markedsføringsinvesteringer, er dem der bliver i stand til at forstå deres målgruppers kunderejse og koordinere deres salgs- og markedsføringsaktiviteter, så budskaber og timing tilpasses den enkelte kunde. For de fleste vil der desværre blive brugt tid og penge på markedsføring, der i bedste fald kun lige tjener sig selv hjem.

Teknologien til at styre kunderejsen på tværs af salgs- og marketingafdelingen findes allerede i de fleste CRM-systemer. Udfordringen er den menneskelige faktor, altså medarbejdernes mindset. Det kræver planlægning, opbakning fra øverste ledelse og klare mål og ansvarsområder, så stafetten mellem de enkelte afdelinger bliver afleveret rigtigt – og ligesom med alle andre strategiske initiativer, så kræver det konstant bearbejdning og fokus.

Har du en plan for, hvordan du vil sikre en sammenhængende markedsføring og salg i dine målgruppers købsproces?

Der er ingen tvivl om, at 2017 bliver et spændende år med masser af muligheder for at optimere jeres salgs- og marketingindsats endnu mere.

Endnu engang rigtig godt nytår.

De bedste hilsner,

Malene Jordt Andersen

Ejer af BetterBiz og Grundlægger af House2Succeed